I dag kom vi til at snakke om næseprøver…en af dem jeg træner sammen med havde prøvet at lægge næseprøverne ud i sneen og så søgte og søgte hunden…og kunne ikke finde den rigtige. Så tog hun de samme næseprøver og flyttede dem ind i en garage, hvor det jo stadig var koldt…men ingen sne. Her gik hunden lige ud og fandt den rigtige?? Mystisk…hvorfor havde hunden så svært det??

Nå, så vi skulle også lige prøve og Ginger gik fint ud, fandt den rigtige og kom retur med den. Altså ingen forskel selv om de lå i sneen. Den anden hund kunne stadig ikke? Hun nævnte også, at hvis hun smed godbidder ud i sneen, så kunne hunden heller ikke finde dem?

Nå, men Helle Poulsen var i drille humør så hun synes lige, at vi skulle prøve et tomt søg til Ginger.

Dvs. ingen næseprøve med min fært…og hvorfor så prøve det. Jo, det er en god test af at se hvor godt hunden har forstået øvelsen og giver en mulighed for at se hvordan hunden faktisk søger. Man skal selvfølgelig kun gøre det ved en hund som er god til øvelsen og så skal man vide hvornår nok er nok og stoppe mens legen er god.

Dvs. da Ginger havde været alle prøverne igennem og vendte om og gik tilbage igen, så blev hun klikket for at søge og så blev hun rost til skyerne.

Bagefter fik hun selvfølgelig lige en tur med, hvor næseprøven med min fært var med og hun fandt den uden problemer. Jeg er altså ret stolt af hende…for hun er godt nok skarp til de næseprøver og lod sig ikke lokke til at tage en forkert…når hun ikke lige fandt den med min fært! Skarp colliepige!